Vedtægter for Lokallisten Ny Holbæk

§ 1 Navn og Hjemsted
Foreningens navn er Lokallisten Ny Holbæk
Hjemstedet er Holbæk Kommune og adressen er hos den til enhver tid siddende formand.

§ 2 Foreningens formål
Foreningen har til formål af virke for fremme af et lokalt nærdemokrati gennem et lokalt orienteret og forankret arbejde, tværpolitisk samarbejde og lokal medbestemmelse baseret på en åben og ærlig dialog.
Til grund for partiets arbejde ligger det til enhver tid gældende partiprogram vedtaget med et simpelt flertal af medlemmer af lokallisten Ny Holbæk på lovligt indvarslede generalforsamlinger.
Målet søges fremmet gennem opstilling af kandidater til valg til kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune, og arbejdet udøves bl.a. gennem repræsentation i lokalpolitiske nævn og råd ved en målrettet borger-inddragelse.

§ 3 Medlemmerne
Alle personer over 15 år med bopæl i Holbæk Kommune kan optages som medlem. Bestyrelsen kan dispensere for bopælspligten hvis et medlem udstationeres i et andet land på grund af arbejde.
Bestyrelsen kan ligeledes dispensere for bopælspligten for medlemmer, der er under uddannelse og med en midlertidig adresse uden for Holbæk Kommune, indtil det fyldte 21. år.
Indmeldelsen sker skriftligt på Ny Holbæks hjemmeside. Kontingent forfalder til betaling ved begyndelsen af et ny år og følger kalenderåret og indbetales til det af foreningen anviste betalingssted. For et ansøgt medlemskab efter 1. august betales halvt kontingent.
Optagelse kan afvises, hvis mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer stemmer imod at meddele medlemskab. Ligeledes kan et medlem, som handler i modstrid med foreningens formål og grundprincipper, ekskluderes af et flertal på mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer.
Et evt. ekskluderet medlem kan forlange afgørelsen indbragt til endelig afgørelse på en ordinær generalforsamling, og vil kun kunne få en eksklusion ophævet, såfremt 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer, der tillige udgør mindst halvdelen af samtlige stemmeberettigede medlemmer af Ny Holbæk, stemmer herfor.
Som medlem og uden at stå i restance med betaling af kontingent har man stemmeret til indvarslede generalforsamlinger og ret til at deltage i alle foreningens medlemsaktiviteter. Disse vil fremgå på hjemmesiden.
Vilkår for et medlemskab betinges opfyldt dels ved indmeldelse og dels ved betaling senest inden 30 dage forinden afholdelse af en lovligt indvarslet generalforsamling.


§ 4 Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er foreningens øverste besluttende myndighed. Ordinær generalforsamling skal afholdes hvert år inden udgangen af marts måned. Indkaldelse med angivelse af indkomne forslag finder sted med et varsel på mindst 2 uger og bekendtgøres på hjemmesiden for Ny Holbæk.
Generalforsamlingen afholdes med følgende dagsorden:    
Valg af dirigent og referent
Valg af 2 stemmetællere
Beretning ved formanden i bestyrelsen samt af formanden for gruppen af medlemmer, der måtte være indvalgt i Kommunalbestyrelsen
Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
Fremlæggelse af budget for det kommende år og fastsættelse af kontingent                                                                                                                                                           
Behandling af indkomne forslag
Drøftelse af politik og mål for det kommende år
Valg
Valg af medlemmer til bestyrelsen
Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
Valg af revisor
Eventuelt
Indkomme forslag herunder forslag til valg til bestyrelsen skal være formanden i hænde senest 15. februar forinden afholdelse af en ordinær generalforsamling. Ved afholdelse af ekstraordinære generalforsamlinger dog mindst 14 dage forinden.
Stemmeret har foreningens medlemmer ved personligt fremmøde, dog jf. § 3.
Der kan af et fremmødt stemmeberettiget medlem afgives stemme ved fuldmagt, dog maksimalt              repræsenterende en fuldmagtsgiver, der ligeledes forudsættes stemmeberettiget, herunder ikke stå i restance med betaling af kontingent til Ny Holbæk.
Dirigenten leder generalforsamlingen og afgør alle spørgsmål herunder forhold om stemmeafgivelsen.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed uden hensyn til de fremmødtes antal. Ved stemmelighed bortfalder det stillede forslag.
Til vedtægtsændringer kræves det, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor. Dette flertal skal tillige udgøre mindst halvdelen af samtlige stemmeberettigede medlemmer af partiet Ny Holbæk.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på tilsvarende måde som ordinær generalforsamling af bestyrelsen. En sådan skal afholdes, når blot et af bestyrelsens medlemmer eller såfremt mindst 1/3 af foreningens stemmeberettigede medlemmer ønsker det. Begæring om en ekstraordinær generalforsamling skal fremsættes skriftligt til bestyrelsen af det/de medlem(mer), der begærer afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling med angivelse af en motiveret dagsorden.
En ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest en måned efter, at begæringen herom er fremsat. Indkaldelse sker med mindst 14 dages varsel.
§ 5. Bestyrelsen
Valgbar til bestyrelsen er stemmeberettigede medlemmer af foreningen, jf. § 3
Foreningens bestyrelse udgøres af 5 medlemmer af Ny Holbæk, der vælges på den ordinære general-forsamling.
Bestyrelsen konstituerer sig selv på et efterfølgende bestyrelsesmøde
Som suppleanter til evt. indtræden i bestyrelsen ved et eller flere medlemmers udtræden heraf vælges 2 suppleanter.
Alle vælges ved direkte valg for to år af gangen, således at 3 medlemmer vælges i lige år og 2 medlemmer i ulige år.
Ved første valg vælges 3 medlemmer for en periode af 2 år, mens 2 medlemmer vælges for en 1-årig periode. Der kan efter et medlems ønske foretages genvalg.
De opstillede kandidater ved afholdelse af valg på den stiftende generalforsamling, der opnår flest stemmer, vælges for en periode af 2 år.
Bestyrelsen varetager ledelsen af foreningen i perioden mellem to ordinære generalforsamlinger og ledes af formanden. Bestyrelsen konstituerer sig med valg af formand samt kasserer på første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingens afholdelse.                                                                                                                                                                            
Bestyrelsen er i samarbejde med indvalgte medlemmer af Ny Holbæk i kommunalbestyrelsen i Holbæk Kommune ansvarlig for partiets politiske arbejde.
Bestyrelsen kan nedsætte arbejdsgrupper til behandling af konkrete emner og udarbejder oplæg hertil.
Bestyrelsen forestår planlægning og udvikling af politiske programmer i samarbejde med partiets medlemmer indvalgt i kommunalbestyrelsen.
Bestyrelsens møder er åbne for medlemmerne. Fremmødte medlemmer har taleret, men ikke stemmeret.
Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af foreningens formand og kasserer i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.

§ 6 Regnskab
Foreningens regnskabsår følger kalenderåret. Kassereren forestår bogføring og udarbejder efter anerkendte regnskabsprincipper foreningens regnskab og budget, der fremlægges ved den årlige generalforsamling.
Kassereren orienterer løbende bestyrelsen om foreningens økonomi ved fremlæggelse af perioderegnskab for hver halvårlige periode, der måtte være forløbet.
Revideret regnskab udsendes samtidig med indkaldelse til afholdelse af ordinær generalforsamling i Ny Holbæk.

§ 7 Revision
På den ordinære generalforsamling vælges 1 revisor og 1 revisorsuppleant. Valget gælder for et år.
Bestyrelsesmedlemmer kan ikke vælges som revisorer.
Revisorerne reviderer regnskab for Ny Holbæk og udtrykker evt. bemærkninger hertil.
                                                                                                                                                       
§ 8. Opstilling til Kommunalbestyrelse i Holbæk Kommune og diverse råd og nævn
Forinden valg til kommunalbestyrelsen forestår og indhenter bestyrelsen forslag til kandidater til en opstillingsliste og udfærdiger valglister i henhold til lov om kommunernes styrelse.
Opstilling af kandidater til kommunalvalg finder sted ved en urafstemning blandt de medlemmer, der kan dokumentere et gyldigt medlemskab senest ved anmeldelsen. Kandidater anmeldes til bestyrelsens formand som udgangspunkt via mails. Gyldig anmeldelse kan dog ligeledes finde sted ved en rettidig skriftlig henvendelse til foreningens bestyrelse.
Bestyrelsen tilkendegiver ved mails henholdsvis opslag på foreningens hjemmeside frister for opstilling af kandidater.
Resultatet af valghandlingen herunder oplysning om samlede kandidatliste offentliggøres på den ordinære generalforsamling
Kandidatlistens sammensætning og opstillingsrækkefølgen finder sted ved afstemning blandt foreningens medlemmer, der ikke er i restance med betaling af kontingent, på den ordinære generalforsamling i år, hvor der er valg til kommunalbestyrelsen.
Foreningens borgmesterkandidat vælges ved en særskilt afstemning ligeledes på generalforsamlingen blandt kandidater, der er optaget på kandidatlisten.
Opstillingsberettigede og stemmeberettigede er alle medlemmer, der er bosat i Holbæk Kommune, jf. dog vedtægternes § 3.
Foreningens repræsentanter til tillidsposter uden for kommunalbestyrelsens regi udpeges af bestyrelsen efter behandling på et bestyrelsesmøde.

§ 9. Opløsning af foreningen
Opløsning af foreningen kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling med dette ene punkt på dagsordenen. Opløsning kræver, at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer for dette. Ved opløsning af foreningen tilfalder foreningens evt. midler et formål til fremme af lokalt velgørende arbejde.
Ovenstående vedtægter for partiet Ny Holbæk er vedtaget på stiftende generalforsamling afholdt den 24. marts 2022.
Børge Knakkergaard
Dirigent